Lake Titicaca
Titicacasøen ligger mellem Andesbjergene mellem Bolivia og Peru. Det har et areal på 8562 km² kvadratkilometer, hvoraf 56% tilhører Peru og 44% tilhører Bolivia. Det er den højeste sejlbare sø i verden og den største ferskvandssø i Sydamerika.
Og menes at være der millioner år gammel. Titicacasøen ligger 3 810 m over havets overflade og ligger mellem Peru mod vest og Bolivia mod øst. Den peruvianske del er beliggende i departementet Puno, i provinserne Puno og Huancane.
Der er beviser for den vedvarende tilstedeværelse af mennesker i søens område: monumentale levn og både materielle og immaterielle elementer fortæller om forskellige omgivelser, arealanvendelse og forvaltning af området gennem specifikke og enestående kulturelle manifestationer. Disse beviser viser det konstante forhold mellem mennesket og naturen siden oldtiden og i en lang periode, der går fra fødslen og udviklingen af de andinske før-spanske samfund og frem til i dag.
Denne lange proces, der begyndte omkring 10 000-8 000 f.Kr. og varede indtil den første tredjedel af det 16. århundrede med inkaernes ankomst, var kendetegnet ved forskellige og på hinanden følgende andinske samfund og etniske grupper. Den anden periode omfatter perioden fra kolonitiden i det sekstende århundrede og frem til i dag. Alle disse processer har defineret et kulturelt område, hvor traditioner er blevet bevaret, hvilket viser, at livsformer, skikke og forfædres værdier er uændrede.
Arkæologiske arkitektoniske bygninger af stor enestående karakter på nogle steder som Pukara, Sillustani, Cutimbo (Peru) og Tiwanaku og Isla del Sol (Bolivia) er klare beviser på eksistensen af samfund som Pukara, Tiwanaku, Colla Lupaka og Inka.
Landbrugsteknikker af før-spansk oprindelse såsom de såkaldte waru-waruor eller riller, de fantastiske terrasser, der findes på forskellige øer i søen, og totorafletterne “flydende øer” midt i søen er udtryk for en bemærkelsesværdig værdi og beviser for arealanvendelse og miljøforvaltning.
Sprog, skikke, tro og kunstværker, der er bevaret indtil i dag, er beviser på livsformer og kulturelle værdier af usædvanlig værdi, som kendetegnede Uru-indbyggerne i søen og Taquilenos fra Taquile-øen, der er organiseret i et meget stærkt fællesskab, og hvis tekstilkunst er et af de grundlæggende udtryk, der er blevet påvirket af tekstilkunsten fra de gamle Paracas, Nazca, Wari og frem for alt Collas, en gruppe mennesker fra det før-spanske peruvianske Andes-højland.
Sprog, traditioner, tro og skikke er blandet sammen i forskellige former for social organisering, sociale livscyklusser, fester og ritualer, musik og dans og i bevarelsen af hellige steder, hvoraf søen er det mest hellige, da Inkacivilisationens og imperiets grundlæggere kom fra dens vand.
Erklæringer om ægthed og/eller integritet
Der findes vigtige undersøgelser og studier som informationskilder for at få adgang til autenticiteten af de værdier, der tilskrives Titicacasøen.
I henhold til peruviansk lovgivning er en del af Titicacasøen også omfattet af det nationale system af beskyttede områder (SINANPE) som et nationalt reservat (IUCN VI-kategori). Desuden blev hele Titicacasøen i 1997 erklæret vådområde af international betydning. Denne kategori giver Titicacasøen et særligt ansvar for beskyttelse og bevarelse i henhold til Ramsar-konventionen.
Kilde: UNESCO’s officielle hjemmeside
